Hej. Velkommen til PengeTanker. Som du kan høre fra navnet, så vil denne side komme til at handle om mine tanker om penge.
Mit navn er Kasper. Indtil for kort tid siden vidste jeg ikke så meget om penge. Jeg vidste at det var godt at have nok af dem, så derfor var det selvfølgeligt også vigtigt at have en fast indtægt, hvoraf man hver måned kunne lægge lidt til side.
Den dag i dag ved jeg stadig ikke meget om penge, men jeg ved væsentligt mere end da jeg startede min rejse – og jeg håber at mine tanker her kan inspirere dig til at komme i gang med en lignende rejse.
For det er faktisk det, det er, i hvertfald for mig – en rejse ud af økonomisk naivitet.
Fra uvidenhed og skepticisme til nysgerrighed – og handling
Igennem hele min opvækst har jeg lært at det er godt ikke at bruge for mange penge. Det synes jeg er en solid og fornuftig tilgang til penge – brug ikke penge du ikke allerede har.
Hvis snakken skulle falde på investeringer, så var det altid noget man skulle holde sig fra. Det er bedre at have dem på sin konto – SÅ VED MAN HVOR MAN HAR DEM.
Det giver bestemt også god mening, men så er der sådanne ting som inflation, der gør at dine penge på den måde taber værdi hver dag.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg egentlig aldrig at jeg ville komme til at investere. Jeg var glad og tilfreds med det liv jeg levede og følte ikke at jeg manglede noget. Jeg kunne godt lide enkeltheden i det liv.
Men så begyndte min kone at tale om en bog hun havde læst af en mand ved navn Ramit Sethi, som hedder: “I Will Teach You to Be Rich”. Bogen er en guide for unge mennesker, som ønsker at få kontrol over deres økonomi og vækste deres penge. Min kone var meget inspireret af bogen og sagde:“Kasper, vi er nødt til at ændre noget. Tingene er fine som de er nu, men hvad med fremtiden. Da jeg læste den her bog, så blev det meget klart for mig, at vi kan gøre så meget mere med vores penge. Vi er nødt til at sikre os at vi bliver økonomisk frie på lang sigt og at vi kan leve et rigt liv”.
“Det gør vi da allerede” var mit svar – og så begyndte det hele. Efter en lang snak om det hele kunne jeg godt se, at hun havde fat i den lange ende. Det giver faktisk god mening at investere nogle af sine penge, så de kan arbejde for en. Gjort med fornuft, så kan selv lidt gøre en forskel. I det mindste så tænkte jeg, at vi måtte sørge for at vores penge ikke mistede værdi ved blot at være inde på en bankkonto.
Men der var stadig lidt vej til der egentligt skete noget. Jorden var blevet gødet, men spirerne manglede stadig at vise sig.
Med denne blog ønsker jeg at fortælle om, hvordan jeg er gået fra nærmest total uvidenhed til at begynde at investere og tænke over hvordan jeg kan optimere min privatøkonomi.
Tingene på bloggen her er aldrig det endelige svar. Jeg er ikke ekspert, men jeg tror på at man lærer mere ved at dele og beskrive sine erfaringer og opdagelser. På den måde kan vi alle lære og forhåbentligt kan jeg også lære fra jer.
Så hvis du (ligesom jeg) altid har tænkt at det er farligt at begynde at flytte på sine penge og derfor aldrig rigtig har undersøgt nogle af mulighederne derude, så vil du måske have glæde af at gå ind på denne rejse med mig.
Jeg kommer til at dele erfaringer, gode såvel som dårlige, og jeg vil skrive nogle anmeldelser af de ting som jeg selv prøver af, så vi allesammen kan blive lidt klogere på penge.
Jeg lærer mere og mere hver dag, og jeg håber at du vil lære med mig.
Velkommen til min rejse(blog)